Sådan stopper mange havfugle truede

Jena-økolog involveret i undersøgelsen af ​​effekten af ​​fangster

Fiskere bringer mere bytte, end de er klar over. Fordi deres fangst også påvirker fodringsadfærden hos søfugle. For eksempel har den store skua - også kaldet Skua - forsøgt at "afhente" en del af deres mad direkte fra fiskerfartøjer. Der er for små eller ubrugelige fisk kastet tilbage som "bifangst" direkte i havet. Disse fisk "serveret" af mennesker har identificeret skuerne som let bytte og sætter dem på deres menu som en integreret del. "Skuas er generalister, de spiser næsten alt," forklarer Simone Pfeiffer fra Institut for Økologi på University of Jena. De store skuasser har tilpasset deres spisevaner til den mangeårige fiskeripraksis, så "selvfangede" fisk og mindre havfugle kun supplerer maden fra bifangsten.

Simone Pfeiffer - Institut for Økologi ved University of Jena

Men hvis mængden af ​​menneskelig fangst - og dermed bifangst - ændres, har det også betydning for havfuglebestandene. Dette er nu blevet bevist i et internationalt langtidsstudie ledet af Prof. Dr. Robert W. Furness fra University of Glasgow (UK) løb. Resultaterne kan findes i 19. februar-udgaven af ​​det internationalt anerkendte tidsskrift "Nature".

Når bifangsten reduceres, dør mindre havfugle

Udgangspunktet for artiklen var forslag fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) den 20. oktober 2003 om midlertidigt at indstille torskefiskeriet i Nordsøen. Rådet ønskede med sin beslutning naturligvis at beskytte fiskebestanden og dermed muliggøre yderligere fiskeri i fremtiden. Men baseret på data indsamlet over mange år var holdet af videnskabsmænd i stand til at bevise, at et sådant absolut forbud mod fiskeri ville have drastiske virkninger på bestanden af ​​nogle havfuglearter. Fordi de store fugle, ligesom jjoerne, så skifter til andre fødekilder som mindre havfugle. "Hvis jjoernes kost kun indeholder 5 % flere havfugle, betyder det, at omkring 2.000 kryger skal dø, som så bliver spist af jjoerne," forklarer medforfatter Simone Pfeiffer med et eksempel. »Så et havfuglesamfund kan blive forstyrret af fiskeriforvaltningen,« siger den 29-årige fra Jena. Den absolutte beskyttelse af fisk ville derfor resultere i tilbagegang for andre dyrearter. For at beskytte værdige fugle - hvortil z. f. havfugle, søpapegøjer og lomvier - ikke med det formål at tvinge dem over på storjoernes kost, hvis fiskekvoterne kun skal sænkes langsomt. "Det er dog ikke muligt at styre bestandsstørrelsen ved at ændre fangstkvoten," tilføjer Pfeiffer, da for mange faktorer har indflydelse. Men "Nature"-undersøgelsen kan bevise en direkte sammenhæng mellem tilgængeligheden af ​​bifangst og jjoernes anvendelse.

Verdens største og bedst undersøgte skuabestand

Grundlaget for dette er de langsigtede observationer, som britiske og udenlandske forskere udførte på øen Foula fra 1986 til 2002. Omkring 2.500 par jager yngler på den vestligste ø af Shetlandsøerne. Dette gør den til den største skuabestand i verden. "Der er kun få havfuglebestande, der er blevet undersøgt så godt," siger Simone Pfeiffer. Takket være de gode kontakter fra gruppelederen Dr. Hans-Ulrich Peter undersøgte miljøfaktorers indflydelse på ynglesuccesen i jidder i tre måneder i 1998 som en del af sin diplomafhandling. En del af arbejdet var en indsamling og analyse af skua "kugler". Dette er den ufordøjede del af maden, som fuglen jævnligt spytter ud. Ved hjælp af pillerne var Pfeiffer i stand til at analysere sammensætningen af ​​skuefoderet. Disse data blev inkluderet i den aktuelle Nature-artikel og var relateret til bifangsten af ​​holdet af forskere.

"Kun takket være sådanne langsigtede undersøgelser af populationsdynamik kan de vidtrækkende sammenhænge i det marine fødenet og dermed den direkte forbindelse til mennesker som brugere af fiskebestande dechifreres," opfordrer Pfeiffer til at fortsætte disse intensive projekter. Kvinden fra Jena er også i øjeblikket involveret i sådan et projekt. Hun laver sin ph.d. i gruppen af ​​Dr. Peter om virkningen af ​​menneskelige aktiviteter i Antarktis. Og også her er tesen, at menneskelig indflydelse rækker meget længere, end vi normalt er klar over.

Kilde: Jena [University of Jena]